Nogle gange synes jeg, det er ret så irriterende, at være mor til et barn som spiller badminton. Specielt når det barn er en RIGTIG dreng. Det giver en masse udfordringer i form af påmindelser om at han skal huske sit udstyr. Det er ret utroligt, normalt kan jeg se igennem fingrene med, at han glemmer noget i sin badmintontaske når han skal til træning. Men nu har han også haft glemt sine sko da han skulle til stævne. Vi var stået tidligt op og jeg havde tilbudt ham, at pakke hans taske, så han ikke glemte noget, men han mente han var stor nok til selv at gøre det, så jeg stolede selvfølgelig på ham. Vi skulle køre klokken 8 om lørdagen, for at være til stævnet klokken 9 så han havde 30 minutter til lige at spille sig varm/løbe lidt og lave lidt forskellige opvarmningsøvelser. Da vi kommer ind i hallen, går han straks ud for at klæde om og da han kommer ud står han med sin badmintontaske i hånden, sin ketcher i den anden, han er iført sit klubtøj men han har ingen sko på? Jeg spørger ham hvor hans sko er og han kigger ned i jorden og fortæller ”jeg har glemt dem”.
Jeg bliver hurtigt ret irritabel over den udmelding da jeg spurgte ham, om han skulle have hjælp, men jeg kan se på ham, at det går ham rigtig meget på. Jeg kan se, at der kun er 30 minutter til, at han skal spille sin første kamp, så jeg skyndte mig op til dommerbordet og spurte så pænt jeg kunne, om hans kamp eventuelt kunne udsættes så jeg kan nå hjem og hente hans sko. Hende der sidder ved dommerbordet kan sætte sig ind i vores situation, og fortæller, at hun selv har en dreng som af og til glemmer at putte alle sine ting i sin badmintontaske. Hun udsætter kampen og jeg styrter ud i bilen og drøner hjem – heldigvis var der ingen trafik og bilen fik lidt ekstra gas, så turen frem og tilbage tog kun halvanden time. Jeg kommer ind i hallen og min søn bliver råbt op til sin første kamp, jeg skynder mig, at iføre ham hans sko og siger at nu må han gøre sit bedste for at vinde, da han ikke har fået varmet op på grund af den lille forglemmelse fra morgenen af.
Han går ud til kampen med oprejst pande og jeg følger efter ham, med hans badmintontaske i hånden og sætter mig ude bag banen, så jeg kan være tilskuer og træner på samme tid. Kampen går i gang og der er bare fart over feltet, jeg tror, at min søn føler han skal spille bedre end han normalt gør, for at opveje for sin fejl fra morgenen af og jeg må sige, at jeg har aldrig set ham spille så godt før! Han vinder hurtigt kampen og kommer ud og tager sit håndklæde op af sin badmintontaske og tørrer sveden af (dette havde han dog trods alt husket!). Jeg roser ham for hans flotte spil og for at han kunne ryste den hektiske morgen af sig i så vigtig en kamp som han lige har spillet. Han kigger på mig og siger undskyld og vi aftaler at i fremtiden må jeg gerne være inde over, når badmintontasken pakkes og vi har endvidere fundet liste, over de ting der er ”livsnødvendige” når vi er til stævne for, at han kan krydse af når alle tingene er placeret i badmintontasken og på den måde undgå at vi glemmer noget i badmintontasken igen.
Skriv et svar