At få en god nats søvn. Det lyder banalt, men faktisk er det noget af det allervigtigste, når du er på tur. Der er næppe noget, der er så irriterende som at ligge søvnløs en helt nat i teltet, fordi du enten har det for koldt eller for varmt. Men ikke nok med, at det er irriterende. Hvis ikke du sover ordentligt, når du er af sted, har du heller ikke energi nok til næste dags strabadser. Du har ikke overskud nok til at gøre det, du egentlig tog ud for, nemlig at nyde naturen.
Derfor kan det ikke siges nok gange: Køb en god sovepose. Og køb den rigtige! Men hvad er så den rigtige sovepose til lige netop mig, spørger du måske. Det er selvfølgelig bedst, hvis du kan gå ned til din lokale friluftsbutik, hvor du har mulighed for at se soveposerne og spørge personalet. Men nogle gange er der ikke lige en sådan butik i nærheden. Og nogle gange er tilbuddene på internettet bare lidt for gode. Derfor kan du her læse lidt mere om, hvad du skal overveje, når du køber en ny sovepose.
Temperaturen
Det vigtigste, du skal spørge dig selv om, når du skal købe en ny sovepose, er, hvor varm den skal være. Altså hvor godt isoleret den skal være. Skal du af sted om vinteren, behøver du en tyk og meget varm sovepose, som kan holde dig varm ved temperaturer langt under frysepunktet. Og hvis du omvendt skal af sted på en sommertur, vil du helst have en tynd og let sovepose, som du ikke kommer til at svede i.
De fleste producenter opererer med sæsoner, når de taler om, hvor varm deres soveposer er:
- en 1-sæsonssovepose er til sommermånederne
- en 2-sæsonerssovepose er til sen forår, sommer og tidlig efterår
- en 3-sæsonerssovepose er til forår, sommer og efterår
- en 4-sæsonerssovepose kan holde dig varm hele året rundt
Selvfølgelig er dette noget firkantet. En sommer i Grønland stiller naturligvis nogle andre krav til din sovepose end en sommer i Sydeuropa gør. Ligeledes kalder man vintersoveposer for 4-sæsonerssoveposer, selvom de egentlig er for varme til at være brugbare alle fire sæsoner. Derfor bør du også altid kigge på en soveposes komfort-, grænse- og ekstremtemperatur, som også næsten altid er angivet.
- Komforttemperaturen (comfort): Ved denne temperatur er det stadig behageligt at sove i soveposen
- Grænsetemperaturen (limit): Dette er den nederste grænse for at holde varmen i soveposen
- Ekstremtemperaturen (extreme): Dette er den nederste grænse for at overleve i soveposen
Mænds kroppe tåler generelt mere kulde end kvinders. Derfor kan du også som udgangspunkt gå efter grænsetemperaturen som mand og komforttemperaturen som kvinde. Ofte er der dog angivet forskellige temperaturer for mænd og kvinder. Igen er alt dette imidlertid ikke endegyldige regler. Vi reagerer alle forskelligt på temperatur, så hvis du ved, at du let kommer til at fryse – eller omvendt – så tag dette med i dine overvejelser.
Dunfyld eller syntetiske fibre
Når du har temperaturen på plads, skal du bestemme dig for, hvilket materiale fyldet i din sovepose skal være. Grundlæggende er der to slags, nemlig syntetiske fibre og dun. Begge har sine fordele og ulemper.
Dunfyld er det letteste, og det har en helt fantastisk isoleringsevne i forhold til vægten. Det er altså klart det rette valg, hvis du har brug for en meget let oppakning. Hvis du skal på tur i et meget koldt klima, vil det også næsten altid være en dunsovepose, du skal have, da den ellers ville blive for stor og tung. Til gengæld tager det meget lang tid for dun at tørre, så hvis du skal afsted i meget vådt og fugtigt vejr, hvor der er stor risiko for, at soveposen bliver våd, kan fiberfyld nogle gange være et bedre valg. Desuden kræver en dunsovepose, at du har plads til at opbevare den i en stor pose, når du ikke bruger den, da dunen godt kan klumpe sig sammen, hvis det ligger komprimeret i lang tid af gangen.
Syntetisk fiberfyld er tungere og varmer ikke lige så godt. Til gengæld er det anvendeligt i vådt vejr, da fibrene også isolerer, når de er våde, og desuden tørrer meget hurtigt. En fibersovepose er også lettere at vedligeholde, da de ofte tåler vask bedre, og da fiberfyldet ikke klumper lige så let sammen som dun.
Formen
Det sidste, du skal overveje, er, hvilken form din sovepose skal være. Det er ikke nær så vigtigt som de to andre punkter, men kan alligevel være værd at tænke over. Soveposer bliver nemlig produceret i mange forskellige former og faconer.
Mumiefaconen er den mest gængse. Den snævrer ind ned af benene og omkring anklerne, hvilket sparer på vægten. Det betyder imidlertid også, at du har lidt mindre plads at bevæge dig på. Hvis du har brug for plads til at bevæge dig i løbet af natten, er en rektangulær sovepose måske bedre til dig.
Flere producenter er også begyndt at eksperimentere med alternative former for at opnå den perfekte balance mellem komfort og vægt. For eksempel Nemo Nocturne og Nemo Rhythm, som er formet som et timeglas, hvilket giver plads til bevægelse ved armene og benene.
Hvis du overvejer disse ting, er du trådt et skridt nærmere den helt perfekte sovepose til lige præcis dig. Og et skridt længere fra de kolde, søvnløse nætter, som ødelægger din tur.
Skriv et svar