Omkring 200.000 danske husstande har oliefyr og er dermed afhængig af fyringsolie for at få opvarmet deres bolig. Er du én af dem er du måske bekymret for om dit oliefyr er for gammelt? Hvad mener jeg med “for gammelt”? Én bekymring kan selvfølgelig gå på, om et gammelt oliefyr kan holde længere. Som med al anden mekanik, har et oliefyr også en vis levetid.
Men i denne artikel handler det mere om hvor vidt dit oliefyr er så gammelt at det er en pengesluger af rang. Det er nemlig ikke nogen stor hemmelighed at et gammelt oliefyr, der konstant står og brummer i kælderen eller bryggerset, er noget der i den grad kan mærkes på budgettet. Det må være nok at oliepriserne løbende stiger, men hvis dit gamle oliefyr så spilder en stor del af varmen, så er det bogstavelig talt penge ud af vinduet.
Spar op til 35% på din varmeregning med et nyt oliefyr
En gylden regel siger at er et oliefyr ældre end 15 år, så kan det godt betale sig at udskifte det med et nyt fyr. De ældste oliekedler udnytter kun omkring 60% af energien ved afbrændingen af olien, hvor et helt nyt oliefyr ligger på 95% eller endda 100% for de bedstes vedkommende. Det vil sige at en meget stor del af olieforbruget går helt til spilde og slet ikke bliver omdannet til den varme i huset som det er tiltænkt.
Det vil også sige at skifter du dit gamle oliefyr ud med et nyt, vil du kunne spare op til 35% på dit olieforbrug. Det er virkelig meget i kroner og ører. Du kan på denne hjemmeside, som olieselskaberne står bag, regne ud præcis hvor meget du kan spare ved at skifte oliefyr.
Hvad koster et oliefyr?
Det er ikke så svært at regne ud hvor lang eller kort tid, det tager at tjene et nyt oliefyr ind med de penge man sparer ved den langt bedre udnyttelse af olien. Det kræver selvfølgelig at man har en pris på et nyt oliefyr. Det er klart at priserne kan svinge, men et meget godt bud finder man på Q8’s hjemmeside, hvor et helt nyt fyr koster lige under 50.000 kr. inkl. moms og installation af fyret. Nu kan du selv bruge ovenstående beregner og se hvornår investeringen er tjent hjem igen.
Vær også opmærksom på, at hvis du bor i et område, hvor du ikke kan få hverken fjernvarme eller naturgas, så kan du få et energisparefradrag på op til 6.000 kr. som du så kan trække fra oliefyrets pris.
Men er det ikke forbudt at købe nyt oliefyr?
Måske studser du over al denne snak om at skifte det gamle oliefyr ud med et nyt og tænker om ikke der var noget med at det var blevet forbudt at købe nyt oliefyr? Svaret er både ja og nej. Der er nemlig noget om det.
Poltikerne i Danmark har et mål om at komme væk fra de fossile brændstoffer på lang sigt og har derfor i 2012 lovgivet på området. Det betyder at det fra 2016 bliver forbudt at installere et nyt oliefyr i områder med fjernvarme og naturgas. Det sidste er vigtig her, for bor du uden for naturgas og fjernvarmenettet, så er det altså stadig lovligt med nyt oliefyr efter 2016, og indtil 2016 er det lovligt over hele landet – på nær i nybyggeri. Så tag stilling nu og sørg for at handle mens du stadig kan.
Vær god ved miljøet
Udover at spare penge og være god ved dig selv, er det heller ikke uvæsentligt at huske at være god ved miljøet. Har du et gammelt oliefyr stående, så skal du vide at det forurener langt mere end nødvendigt er. Og har du ikke mulighed for at få vedvarende energi eller naturgas, så er et nyt oliefyr, det bedste du kan gøre for miljøet.
Skriv et svar