Det har været vigtigt i den danske lønmodtagerkultur at være medlem af en fagforing. Sammen med de andre nordiske lande Sverige, Finland og Island har Danmark verdens højeste organisationsgrad. Der er ingen andre steder i verdenen, hvor der er så stor en andel (i procent) af lønmodtagerne, der er medlem af en fagforening. Systemet hænger sammen med arbejdsløshedsforsikringssystemet, der kun findes i Danmark, der bygger på at lønmodtagere frivilligt lader sig forsikre mod arbejdsløshed i arbejdsløshedskasserne, der bliver kaldt for a-kasser, som er kontrolleret og organiseret af fagbevægelsen i Danmark, modsat andre lande, hvor det er staten, der kontrollerer og organiserer arbejdsløshedsforsikringen. Den danske model er altså en meget unik model, sammenlignet med verdenen. Den giver stor fleksibilitet på det danske arbejdsmarkedet.
Arbejdsløshedssystemet i Danmark
Arbejdsløshedssystemet giver derved fagforeningerne en markedsføringskanal, fordi mange lønmodtagere melder sig ind i fagforening, når de også forsikrer sig mod arbejdsløshed i en arbejdsløshedskasse. På den anden side betyder det også, at fagforeningerne er meget følsomme overfor potentielle politiske ændringer af systemet. Det er en stor potentiel risiko for fagbevægelsens overlevelse og funktionsdygtighed.
Dette viser en mindre politisk lovændring tilbage i år 2002, der har fået store konsekvenser for arbejdsmarkedet i Danmark. Loven åbnede op for alternative fagforeninger (kilde). Det fik den konsekvens, at det svækkede de gamle fagforeninger, der har været ansvarlig for overenskomstaftalerne med arbejdsgiverne. Hvis ikke de gamle fagforeninger repræsenterer arbejdstagerne, har de ikke nogle arbejdsgivere at forhandle og indgå overenskomster med. Dette har sat den danske model under pres, fordi arbejdsmarkedets parter selv får svært ved at forhandle løn- og arbejdsforhold som tidligere.
Lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked flytter fagforening
Det skyldes, at den førnævnte lovgivning, medførte, at a-kasser kunne organisere tværfagligt. Det vi sige, at medlemmerne kunne komme fra fag og erhverv på kryds og tværs. A-kasserne havde førhen stærke faglige monopoler. Men med lovændringen mistede a-kasserne dette monopol og forøgede konkurrencen blandt dem. Men dette skabte også konkurrence mellem fagforeningerne.
Problemet er, at de alternative fagforeninger stort set ikke aftaler kollektive overenskomster, som de traditionelle fagforeninger gør. De uddanner heller ikke tillidsrepræsentanter på arbejdsmarkedet. De alternative fagforeninger tilbyder stort set kun juridisk hjælp eller karriererådgivning – altså individualistisk hjælp. Af denne grund har de alternative fagforeninger lavere omkostninger og kan derfor tilbyde et billigere kontingent, fordi de ikke bruger penge på at indgå overenskomster og uddanne tillidsrepræsentanter.
Det har betydet, at mere end hundredetusinde danske lønmodtagere siden år 1985 har valgt at forlade de traditionelle fagforeninger for fordel for de alternative fagforeninger.
Den danske model svækkes
Den traditionelle fagbevægelse har været forudsætningen for, at arbejdsgiverparten har accepteret at reguleringen af løn- og arbejdsforhold har sket gennem forhandling og indgåelse af overenskomster. De traditionelle fagforeninger har under hovedorganisationerne FTF, AC og LO, repræsenteret og symboliseret det vi kalder for den danske model. Denne bygger jo på, at arbejdsmarkedsparterne selv frivilligt aftaler forhold omkring løn og arbejde. Det er en tydelig forudsætning for modellen, at lønmodtagerne har magten til at kunne indgå i de kollektive overenskomstforhandlinger.
Hvis ikke de traditionelle fagforeninger repræsenterer lønmodtagerne, vil de ikke have legitimiteten eller magten til at kunne indgå forhandlinger med arbejdsgiverne. Hvis arbejdsgiverne ikke mener, at de vil forhandle, så vil det give mulighed for, at dette skal ske politisk eller igennem individuelle forhandlinger. Derved vil den danske model forsvinde langsomt.
Det er ikke alle medlemmer af den alternative fagforening, der er free-ridere
Medlemmerne af de alternative fagforeninger kaldes oftest for free-ridere. De nyder jo af, at medlemmerne af de traditionelle fagforeninger betaler for overenskomstforhandlingerne, uden at de selv skal betale. Men det er kun 43 procent af den alternative fagforening, der er dækket af en kollektiv overenskomst.
Derfor er mere end halvdelen af medlemmerne af den alternative fagforening såkaldte outsidere, fordi de står helt udenfor den danske model. Derfor aftaler disse medlemmer oftest deres løn- og arbejdsforhold individuelt.
Skriv et svar