Enhver, der interesserer sig for sprog og rejser, har før eller senere tænkt på at kombinere de to ting og tage på en sprogrejse. I løbet af de senere år er det blevet super populært for mange unge at gøre netop dette, så hvis du også står med sådanne tanker, følger der her tre gode bud på, hvad du vil få ud af at tage på en sprogrejse.
Hvad er en sprogrejse?
Mange unge vil gerne på en sprogrejse, da man oplever en masse, får nye venner og kommer lidt væk fra den hverdag, man er vant til. Det er med andre ord en rejse til et andet land, hvor du oftest vil blive undervist i det sprog, der tales det pågældende sted. Opholdet kan vare lige fra en uge til et år – det er altså helt op til, hvad man selv ønsker.
1. Du bliver bedre til et sprog
Uanset om det at lære sprog er hovedårsagen til din rejse, så vil du utvivlsomt få bedre sproglige evner ved at bo i et andet land – og selvfølgelig helst et land, hvor engelsk ikke er så udbredt, da man dermed ikke støtter sig op af et sprog, man allerede kender. (Medmindre engelsk selvfølgelig er det sprog, man gerne vil fordybe sig i.)
For eksempel vil det være næsten umuligt ikke at forbedre sit fransk ved et ophold i Frankrig. En sprogrejse til Italien vil nok også hjælpe godt til med italiensk. Grunden til, at ens sproglige evner bliver bedre, er ikke kun, at man bliver undervist i det – det er ligeså meget, at man bliver tvunget til at bruge det i hverdagen. Det kan både være når man taler med folk, køber ind – eventuelt arbejder – eller noget helt andet.
I hvert fald bliver ens evner i et specifikt sprog voldsomt forbedret, hvis man tager på en sprogrejse.
2. Du lærer mere om en bestemt kultur
Noget af det bedste ved at rejse er, at man får stedets kultur dybt ind i sig. Det er svært at gå en tur i enten Rom eller Paris uden at få inspiration af omgivelserne.
Ved samtidig at møde de lokale, blive undervist af lærere, spise landets traditionelle retter og læse bøger på et fremmet sprog, kan man næsten ikke undgå at blive kulturelt beriget. Og på trods af, at det jo hedder en sprogrejse, lærer man nok i virkeligheden mere om kultur, end man gør om sprog – så er det fordi, du bare er interesseret i et bestemt land, og egentlig ikke sproget som sådan, er der stadig grund til at tage på en sprogrejse.
3. Du møder nye venner
Medmindre du ønsker enkeltundervisning, der hvor du ønsker at tage hen, så vil du også med garanti møde nye venner. De vil endda også ofte have samme interesse som dig.
Selvfølgelig er der forskel på, om du vælger en 2 ugers sprogrejse, hvor alle på holdet er nye, eller om du er på et såkaldt High School Year, hvor du kommer ind i en etableret klasse og er i et år. Men det er altid sjovt at tale med fremmede, udveksle minder, og selvfølgelig gå ud og lave ting sammen. På en sprogrejse vil du kunne gøre alt dette, og der er ingen tvivl om, at de sociale årsager er grunden til mange vælger at tage afsted.
Konklusion
Man behøver hverken være god til sprog, vide meget om et bestemt lands kultur eller noget som helst andet – så længe, man har lysten til at opleve noget nyt, lære noget nyt og få nye venner. Der er utallige grunde til at tage på en sprogrejse, så hvis du stadig går og overvejer det, håber jeg, at denne artikel har motiveret dig lidt. Ikke desto mindre er der i hvert fald nogle gode eksempler på, hvad du vil få ud af at tage afsted.
Skriv et svar